Den Gode Historie

Mine Historier

FRIT VALG
Der er for tiden næsten 40 fortællinger på mit repertoire. Jeg har nu nummereret historierne og skrevet et kort resume. Det ville være en god ide, hvis mine "kunder" selv sammensætter lige netop det program, de ønsker. Ellers vil jeg gerne hjælpe med dette.

Fortælling nummer 1

MED LIG I LASTEN


Anders Andersen pa 18 ar tager sit eget liv. Året er 1818 og dengang var selvmord en forbrydelse. Straffen er begravelse i uindviet jord, så sjælen dermed nægtes adgang til himmerrige. Hør en rørende historie om ulykkelig kærlighed, om en fortabt sjæls jordiske rester, begravet i et markskel - som en lille dreng finder, gemmer og bærer som sin inderste hemmelighed i 70 år. I 1996 finder Anders Andersen endelig fred, da han bliver begravet i indviet jord.

Fortælling nummer 2

SANDSIGEREN


En saftig og frimodig fortælling, der stammer fra området nord for Randers. Historien er nedskrevet af folkemindesamleren Ewald Tang Christensen i 1882. En rigtig underholdende historie om en kvik knægt der fanger en hornugle i Dalby Neder kirketårn og får solgt uglen til den enfoldige møller i Kastbjerg. Historien er fortalt gennem flere generationer i Jylland og på Fyn. Den er så gammel, at den sandsynligvis gav H.C. Andersen inspiration til Store Claus og lille Claus.

Fortælling nummer 3

SANDHEDSBUTIKKEN


Jeg er på en fugtig tur rundt og kigge på snedige steder i det indre København. Sent på aftenen løber jeg ind i en anderledes butik et sted i nærheden af Kultorvet. Skiltet over indgangen siger SANDHEDSBUTIKKEN. Jeg bliver nysgerrig. Kan man købe sandhed? Og hvad koster den? En spændende og finurlig beretning fra fantasiens overdrev. Eller var det den skinbarlige sandhed???

Fortælling nummer 4

MANDEN SOM IKKE VILLE DØ


En slags molbohistoriefra de gamle dage om sognefogeden i Knebel, der gik under navnet Rasmus Modsat. Rasmus var stædig og stejl, absolut ikke nogen god forhandler og slet ingen diplomat. Han var altid oppe mod den almene mening, altid på tværs. Modsat var han til det sidste i sin alderdom. Da lægen og præsten fortæller ham, at han er døende, bliver begge smidt på porten. Rasmus Modsat nægtede at dø. Men døden tog ham alligevel – Og dog – dagen efter sin begravelse er han genopstået. Hør hvordan historien ender.

Fortælling nummer 5

STRANDING VED GL. SKAGEN


Det var bidende koldt og der var der varslet orkan for Skagerak og den nordlige del af vestkysten. Den januaraften i 1909 forulykker briggen Speed af Sandefjord på revlen udfor Højen. Tre redningsbåde deltager i forsøget på at frelse de otte mand ombord – kun een overlever. En barsk beretning, der dog ender lykkeligt.

Fortælling nummer 6

LÆSEHESTEN OG SKILDPADDEN


I Århus kendte vi børn til alle byens originaler. De skæve eksistenser, særlingene – både de sjove, de skøre og de triste. Pose Marie. Anders Tovli, Stoppenålen og Lazaronen. To af dem, Læsehesten og Skildpadden er venner. Læsenhesten har en drøm om at spise Mortensand på byens fineste restaurant. Og Skildpadden gør det muligt. Da regningen skal betales, får overtjeneren uventede drikkepenge.

Fortælling nummer 7

MIRAKLET I RISSKOV


Min datter troede på mirakler da hun var 9 år. Storesøsters konfirmationsforberedelser havde påvirket hende og hun ville vide, om man ligesom Jesus kunne genopstå fra de døde. Jeg mente – ligesom præst Per Ramsdal, at det var lidt for overnaturligt, så jeg havde svært ved at tro på. Alligevel sker der i påskeferien ikke bare eet, men hele to mirakler i parcelhuset i Risskov.

Fortælling nummer 9

ELVIRA MADIGAN


En purung dansk cirkusprinsesse og Sixten Sparre, svensk løjtnant og greve, gift og far til to børn, forelsker sig håbløst i hinanden. De trodser klasseskel, fordomme og tidens moral, men forholdet vokser til en kærlighedstragedie, der sammenlignes med Romeo og Julie, Tristan og Isolde. Et drama der bliver kendt langt udover landets grænser.

Fortælling nummer 10

AT KOMME TIL TIDEN


Desværre nåede jeg ikke frem til mit første barns fødsel. Selvom der var flere gode forklaringer, så nytter de jo ikke meget. At komme for sent er der ikke mange der holder af. Mareridtet kan være at se flyveren til Thailand lette uden dig, fordi du ikke passede tiden. Men det er sandelig heller ikke rart at komme for sent til en bisættelse, selvom hovedpersonen ikke siger noget.

Fortælling nummer 11

KONEN MED ÆGGENE


I fortællingen medvirker en dukke. H. C. Andersens rim er udsat for et lille tvist; konen er ændret til MANDEN. ”Der boede en mand på landet Han havde en høne blandt andet…” Og nu deltager hønen ERNA særdeles levende og aktiv i historien.

Fortælling nummer 12

PIMPEGRYDE


Et gammelt dansk folkeeventyr, der har overlevet århundreder. En fattig bonde bytter sin eneste ko for en gammel gryde. Han bliver tampet af sin kone, men da gryden begynder at tale, starter eventyret. En rigtig morsom beretning om den evindelige kamp mellem den fattige bonde og herremanden.

Fortælling nummer 13

IDUNS ÆBLER


Fra den nordiske mytologi kommer fortællingen om Iduns magiske æbler. Én gang om året fik alle beboerne i Asgård et æble af Idun. Æblet gav Odin og Thor, Freja og Heimdal og alle de andre aser evig ungdom og dermed udødelighed. Men som sædvanligt laver Loke ulykker og stjæler æblerne sammen med jætten Tjasse. Da guderne ikke får deres årlige æble, rammes alle af alderdommens svøber. Rynker og slappe bryster, gigt, grå stær, tænder der falder ud af munden, vandladningsbesvær og hårtab. Der er panik i Valhalla. Men så bruger Thor sine sidste kræfter…

Fortælling nummer 14

PALNATOKES MESTERLIGE SKUD


Harald Blåtands tapreste hirdmand var vikingen Palnatoke. Han var en rigtig Ironman. Den stærkeste af alle, lynende hurtig, god med sværd og spyd og i særklasse med bue og pil. Men misundelsen hærgede blandt de menige vikinger og de fortæller kongen, at Palnatoke praler af at kunne skyde et æble ned af sin søns hoved…

Fortælling nummer 15

JOHNY APPLESEED


I USA er Johny Appleseed en historisk kendt person. Han er kendt af store og små. Han vandrede i 1790erne og til sin død i 1841 gennem store dele af midtvesten og efterlod sig et frodigt spor af æbletræer. Livsrejsen gik over West Virginia, Indiana, Pennsylvania , Illinois og Ohio. Johny var gartner og missionær. Han var en sælsom fremtoning, klædt i laser og pjalter og bar altid en kasserolle på hovedet. Selv de krigeriske indianere lod ham rejse i fred, da de troede han var velsignet af guderne.

Fortælling nummer 16

LYKKENS ÆBLETRÆ


En myte fortæller, at Eva havde gemt nogle æblekerner fra visdommens træ i Paradiset. I et kongerige findes en gammel æblegård, hvor der efter sigende står æbletræer der stammer fra disse frø. Høsten fra æblegården giver hvert år en helt fortryllende æblevin, en mageløs drik, der bringer lykke. Et nyskrevet eventyr af Jan Mogensen.

Fortælling nummer 17

HERKULES OG DE GYLDNE ÆBLER


Fra den græske mytologi kendes historien om Herakles (Herkules) 12 arbejder. En række opgaver, hvor han skulle igennem møder med drabelige uhyrer. Hør beretningen om, hvorledes Herkules løste én af opgaverne, da han fandt de magiske gyldne æbler. HosTitanen Atlas ved Gibraltar fandt han træet med de gyldne æbler og bragte dem til Hesperiderne – nattens døtre. Æbler der gav evig ungdom.

Fortælling nummer 18

BEGYNDELSEN


Min egen fortolkning af den ældgamle beretning. I begyndelsen var alting mørke. I begyndelsen var ingenting. Men så rullede gud ærmerne op, nu skulle der ske noget. Skabelsesberetningen fortælles med respekt, Vi får også en forklaring på, hvorfor slangen blandede sig og spillede den rolle den gjorde. En ADAM og EVA krydret med overraskelser, humor og lune.

Fortælling nummer 19

PETERS JUL


Jeg glæder mig i denne tid nu falder julesneen hvid, så ved jeg julen kommer. Min far hver dag i byen går og når han kommer hjem jeg står og ser hans store lommer. J. Krohns 100 år gamle rim. Hør de klassiske vers. Hør måske også Rune T. Kiddes frimodige gendigtning. (nr. 29).

Fortælling nummer 20

NISSEN PÅ VEMMETOFTE


I denne historie af Vilhelm Bergsøe møder vi en rigtig nisse og han er bestemt ikke den søde julenisse med rød hue og hyggeligt hvidt skæg. Nissen har et skæbnesvangert møde med den magtfulde og hovedrige adelsmand Eske Brok. Et møde der skulle bringe herremanden lykke og fremgang, men hvor alt tilsidst ender så grueligt galt.

Fortælling nummer 21

DEN LILLE PIGE MED SVOVLSTIKKERNE


H. C. Andersens udødelige fortælling stemmer alle til eftertanke i den mørke årstid. En klassiker der passer i tiden op mod jul. Stærk og lysende fortælling, der særligt egner sig til fremførelse i kirkerummet.

Fortælling nummer 22

ANDESTEG MED RØDKÅL


I Århus kendte vi børn til alle byens originaler. De skæve eksistenser, særlingene – både de sjove, de skøre og de triste. Pose Marie. Anders Tovli, Stoppenålen og Lazaronen. To af dem, Læsehesten og Skildpadden er venner. Læsehesten har en drøm om at spise en stor julemiddag på byens fineste restaurant. Og Skildpadden gør det muligt. Da regningen skal betales, får overtjeneren uventede drikkepenge.

Fortælling nummer 24

ET JULEMIRAKEL


Min yngste datter tror på julemanden og på mirakler. Efter en kort juleferie nogle dage hos mormor på Sjælland, vender hun og storesøster hjem og opdager, at der er sket ikke bare eet, men hele to mirakler i parcelhuset hos os.

Fortælling nummer 25

NOGET OM NISSER OG PETERS JUL II


Først RuneT. Kiddes lille fortælling om hvorfra nisserne kom. Derefter har meget frimodige og nutidige gendigtning af PETERS JUL.

Fortælling nummer 26

JULEREJSEN TIL MORMOR


Lise Nørgaards herlige historie der er guf for den ældre generation; alle vi som mindes de gode gamle dage før Storebæltsbroen kom. En meget morsom fortælling om regulært rejsekaos når DSB har alt udsolgt fordi hele familien Danmark fylder tog og færger for at komme hjem til jul.

Fortælling nummer 27

KAMPEN MOD DET OFFENTLIGE


Hilmar Johansen, lovlydig skatteborger og afdød statsautoriseret revisor, har arvemæssigt begunstiget sin eneste søn: Det offentlige skylder ham flere millioner, viser hans private regnskab. Det fordrer en lang og sej kamp mod autoriteterne, før sønnen får debet og kredit til at gå i nul. Efter novelle af Tage Danielsson.

Fortælling nummer 28

ÆGLÆGGGENDE HØNS


Der findes adskillige historier om den navnkundige krejler og handelsmand Låsby Svendsen. Han handlede med alt også levende høns. En sjov lille historie hvor Svendsen alligevel bliver snøret.

Fortælling nummer 29

OKTOBERLEGEN


Efter Ray Bradburys gysernovelle. Flagermus, udklædte børn, grinende græskarhoveder og skeletter. En sitrende hallowenfest for børn og voksne udspilles i en lun og mørkelagt kælder. ABSOLUT kun en fortælling for voksne.

Fortælling nummer 30

BILLEDHUGGERENS MODELLER


Den berømte billedhugger har en underskøn hustru. Desværre kan hun ikke gå i fred for mandlige tilnærmelser i den lille by. Selv både præst, degn og organisten ved byens kirke efterstræber den skønne. Men så lægger billedhuggeren og hustruen en herlig plan, der en gang for alle skal løse fruens problemer med ivrige tilbedere.

Fortælling nummer 31

LØVEMÆLK


Isaac Bashevis Singers eventyr om held og uheld. Uheldets ånd, den ældgamle fordrukne Schlimazel skaber sorg, rædsel, katastrofe og håbløshed hvor han kommer. Den unge og smukke Mazel er hans modsætning. Han er heldets ånd, alt hvad han rører ved lykkedes. De to ånder indgår et væddemål om, hven der besidder de største kræfter.

Fortælling nummer 32

DEN KLOGE ABE


Efter novelle af Tage Danielsson. En absolut elite af superintelligente hjerneforskere har fanget en gorilla i det mørke Afrika. De vil høste anerkendelse for deres forskning ved at kunne bevise, at aber kan tænke i flere led. En humoristisk og finurlig lille fortælling.

Fortælling nummer 35

HIMMERIGE RETUR


Svend Aage husmand ligger på sit yderste og forventer et snarligt møde med Sankt Peter. Han er lidt ængstelig for hvad der venter ham ved himmerrigets port. Har Sankt Peter virkelig ført bog over hans lange liv og vil han blive lukket ind i Himmeriget herlige haller?

Fortælling nummer 36

99 GULDMØNTER


At eje så stor en formue som 99 guldmønter må da være lykken for alle. Alligevel tror mange, at guldmønt nummer 100 vil skabe den endelige idyl og lykke.

Fortælling nummer 37

TO FISK OG FEM BRØD


Ingen beskrivelse.

Fortælling nummer 38

DAVID OG BATSEBA


Ingen beskrivelse.